Vedtægter You are here: Home - Om PRB - Vedtægter

Public Relations Branchen er stiftet 26. maj 1988.

§ 1 Navn og hjemsted:
Foreningens navn er Public Relations Branchen, og foreningens engelske navn er Danish Association of Public Relations Agencies. Foreningen er landsdækkende med hjemsted i København. Foreningen er medlem af Dansk Erhverv.

§ 2 Formål og virksomhed:
Brancheforeningens formål er:

  1. At fremme udviklingen af selvstændige virksomheder med hovedbeskæftigelse inden for public relations.
  2. At fremme tilliden til public relations-begrebet generelt og foreningens medlemmer specifikt.
  3. At udvikle og præge kendskabet til public relations-branchen.
  4. At højne det professionelle niveau i medlemsvirksomhederne.
  5. At sikre medlemsvirksomhederne sunde økonomiske arbejdsvilkår.
  6. At medvirke til en målrettet uddannelse af branchens nuværende og kommende medarbejdere.
  7. At markedsføre branchens professionelle færdigheder over for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
  8. At varetage kontakten til nationale og internationale public relations-organisationer og beslægtede brancher.
  9. At styrke medlemsvirksomhedernes arbejdsgiverrolle, bl.a. i samarbejde med Dansk Erhverv.

§ 3 Medlemskab:
Som medlemmer kan optages selvstændige, momsregistrerede konsulentvirksomheder, som har public relations arbejde i Danmark som hovedbeskæftigelse.

For at blive optaget som medlem skal virksomheden kunne dokumentere mindst tre års drift med public relations arbejde som det væsentligste forretningsområde. Alternativt skal virksomhedens leder(e) kunne dokumentere tilsvarende erfaring. Desuden skal den ansøgende nyde godt omdømme blandt fagkolleger.

Ansøgning om optagelse sker ved indsendelse af et udfyldt ansøgningsskema indeholdende de oplysninger, der er nødvendige for behandlingen af ansøgningen. Nævnte ansøgningsskema udleveres af foreningens sekretariat.

Beslutning om optagelse træffes af foreningens bestyrelse.

Afslag grundet negativt omdømme skal være begrundet i en navngivet og skriftlig fremsat erklæring fra et eller flere medlemmer af foreningen.

Ved optagelse i foreningen skal virksomhedens ledelse underskrive foreningens etiske regelsæt, der gælder for alle medlemmer, og som vedlægges disse vedtægter som bilag.
Medlemmerne har ret til at henvise til medlemskabet af foreningen i markedsføringen (bl.a. i annoncer, på brevpapir, i mailsignatur og på websitet).

Foreningen kan, for at opfylde foreningens formål, ved generalforsamlingsbeslutning indgå i samarbejde med, eller indmelde foreningen i andre organisationer.

§ 4 Udmeldelse
Udmeldelse skal ske skriftligt senest den 30. september med virkning for det herefter følgende kalenderår.

En medlemsvirksomhed kan ekskluderes, såfremt vedtægterne og/eller foreningens etiske regelsæt ikke overholdes. Bestyrelsen træffer afgørelse herom.

Grelle overskridelser af foreningens etiske regelsæt kan medføre eksklusion.

Et udtrådt medlem har ingen andel i foreningens formue.

§ 5 Ophør af medlemskab
Bestyrelsesbeslutninger angående ophør af medlemskab kan med opsættende virkning indbringes for en ordinær generalforsamling.

§ 6 Medlemsforpligtelser:
Medlemmerne er forpligtet til at efterleve foreningens “Public Relations Branchens etiske regelsæt”, der er godkendt i en opdateret version på foreningens generalforsamling 4. marts 2009 og revideret i 2014. Regelsættet skal ses som retningsgivende for medlemmernes daglige adfærd og fungere som rettesnor for deres kvalitetsarbejde.

Alle medlemmer skal afgive standardoplysninger om virksomheden, som hvert år offentliggøres i en medlemsfortegnelse. Medlemmerne er pr. den 31. januar forpligtede til at indberette spørgeskema om personaledata med henblik på udarbejdelse af lønstatistik.

Senest d. 31. maj skal medlemmer indberette regnskabsmæssige oplysninger vedr. senest afsluttede regnskab til foreningens sekretariat, som på baggrund af de afgivne oplysninger udarbejder nøgletal for branchen. Regnskabsmæssige oplysninger defineres som virksomhedens nettoomsætning, ordinært resultat før skat samt bruttoresultatet (dvs. nettoomsætning minus produktionsomkostninger), og skal følge retningslinjerne i den til enhver tid gældende årsregnskabslov.

§ 7 Sektioner:
Grupper af medlemmer, der ønsker at danne særlige sektioner baseret på regionale, aldersmæssige, faglige eller andre kriterier, kan få tilladelse og støtte hertil af bestyrelsen.

§ 8 Regnskabsår:
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

§ 9 Kontingenter:
Den ordinære generalforsamling fastsætter det kontingent, som medlemmerne skal betale for det indeværende regnskabsår. Kontingentet udmåles med en fast del pr. virksomhed og en variabel del i forhold til antal fuldtidsansatte i virksomheden pr. sidst reviderede regnskab.

Udebliver kontingent, ud over 45 dage fra forfaldsdagen, suspenderes det pågældende medlems rettigheder, hvorimod forpligtelserne forbliver bestående.

Kontingentet kan indkræves gennem retslig inkasso efter beslutning i bestyrelsen.

§ 10 Generalforsamling:
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed i alle anliggender.

Generalforsamlinger afholdes i København. Generalforsamlinger indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hver enkelt medlemsvirksomhed med angivelse af tid, sted og dagsorden.

Generalforsamlinger ledes af en af bestyrelsen udpeget dirigent.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år primo året – dog senest med udgangen af april.

Dagsorden:

  1. Aflæggelse af beretning.
  2. Forelæggelse af årsregnskab til godkendelse.
  3. Forelæggelse af budget med forslag til kontingentfastsættelse for det følgende regnskabsår
  4. Valg af formand
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
  6. Valg af revisor
  7. Indkomne forslag fremsat af bestyrelsen eller af medlemsvirksomheder
  8. Eventuelt

Med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling skal følge:

  1. Foreningens årsregnskab for det seneste afsluttede regnskabsår.
  2. Bestyrelsens forslag til budget og kontingentfastsættelse for det kommende regnskabsår.
  3. Bestyrelsens forslag til valg af bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og revisor.
  4. Eventuelle forslag fremsat af bestyrelsen eller af medlemsvirksomheder.

Det skal af indkaldelsen fremgå, hvem der af bestyrelsen måtte være udpeget som dirigent.

Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen skriftligt i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

På generalforsamlinger har hver medlemsvirksomhed 1 stemme. Der kan stemmes ved en indehaver, en anmeldt direktør eller en ledende medarbejder eller i henhold til skriftlig fuldmagt, som dog ikke må indeholde nogen begrænsning i den befuldmægtigedes mandat.
En medlemsvirksomhed, der er forhindret i at give møde, kan give ren fuldmagt til bestyrelsen eller til en anden medlemsvirksomhed til at stemme for sig på generalforsamlingen. En medlemsvirksomhed kan kun besidde 1 fuldmagt.

Stemmeret kan kun udøves, når der er betalt skyldigt medlemskontingent.

For udøvelse af stemmeret fordres endvidere, at der er forløbet mindst 1 måned efter indmeldelsen.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når det skriftligt begæres af mindst 25 pct. af foreningens medlemmer med angivelse af formålet med generalforsamlingen.

I sidstnævnte tilfælde skal indkaldelse til generalforsamling udsendes senest 10 dage efter begæringens modtagelse. Bestyrelsen kan i påtrængende tilfælde forkorte det i stk. 3 nævnte varsel til 4 dage.

Generalforsamlingsbeslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, se dog §§ 13 og 14 nedenfor.

Til vedtagelse af forslag om ændring af foreningens vedtægter eller om foreningens opløsning kræves, at mindst halvdelen af medlemmerne er repræsenteret på generalforsamlingen, og at forslaget vedtages med 2/3 stemmeflerhed.

Bliver et forslag som ovenfor omhandlet på en generalforsamling vedtaget med 2/3 stemmeflerhed, uden at der på den nævnte generalforsamling har været repræsenteret det fornødne antal medlemmer, indkaldes der inden 14 dage til en kontinueret generalforsamling, hvor forslaget herefter kan vedtages med 2/3 stemmeflerhed uden hensyn til antallet af de på denne dag repræsenterede medlemmer.

Til vedtagelse af forslag om foreningens indgåelse af samarbejde med eller indmeldelse i andre organisationer kræves, at mindst halvdelen af medlemmerne er repræsenteret på generalforsamlingen, og at forslaget vedtages med 2/3 stemmeflerhed. Afstemningen sker skriftligt, hvis det forlanges af ét medlem.

Der skrives referat af generalforsamlingen, som underskrives af dirigenten.

§ 11 Bestyrelse:
Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af op til 7 personer og 1 suppleant.

Ved generalforsamlingen vælges formanden for bestyrelsen ved direkte valg for en 1-årig periode.

Bestyrelsesmedlemmer vælges for en 2-årig periode, men kan genvælges. Valgbar til bestyrelsen er indehavere af, respektive anmeldte direktører eller ledende medarbejdere i en af medlemsvirksomhederne.

Med tilknytning til én og samme medlemsvirksomhed kan der af generalforsamlingen højst vælges et bestyrelsesmedlem. Suppleanter vælges for 1 år ad gangen, men kan genvælges.

Hvis et bestyrelsesmedlem tager ansættelse i en virksomhed, der ikke er medlem af foreningen eller som allerede er repræsenteret udtræder dette medlem automatisk af bestyrelsen, og suppleanten indtræder.

Såfremt mere end et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen, kan bestyrelsen vælge at supplere sig fra medlemskredsen frem til næste generalforsamling.

Bestyrelsen vælger af sin midte en næstformand og en kasserer.
Suppleanter kan deltage i bestyrelsesmøder med taleret, men uden stemmeret.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne (heriblandt formanden eller næstformanden) er til stede.
Bestyrelsens beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens respektive næstformandens stemme udslagsgivende.

Hverken formand, næstformand, kasserer eller nogen af de øvrige bestyrelsesmedlemmer er berettiget til at oppebære noget honorar for bestridelsen af de her nævnte tillidsposter.

Der skrives referat af bestyrelsens møder.

Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen kan beslutte at betale for sekretariatsbistand i fornødent omfang.
Med henblik på varetagelse af specielle interesser og/eller med henblik på løsning af særlige opgaver er bestyrelsen og/eller generalforsamlingen berettiget til at nedsætte et eller flere udvalg

§ 12 Regnskab:
Foreningens årsregnskab, der revideres af en generalforsamlingsvalgt revisor, underskrives af bestyrelsen.

§ 13 Tegningsret:
Foreningen tegnes af formanden eller næstformanden i forbindelse med et bestyrelsesmedlem.

Ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræves underskrift af hele bestyrelsen.

Medlemsvirksomhederne hæfter ikke for foreningens forpligtelser.

§ 14 Opløsning:
I tilfælde af foreningens opløsning skal foreningens eventuelle formue anvendes til gavn for public relations-faget efter generalforsamlingens nærmere bestemmelse.

Disse vedtægter er vedtaget på foreningens ekstraordinære generalforsamling d. 20. november 2014.

Brancheforeningen der organiserer de professionelle Public Relations virksomheder!

Bliv medlem Se medlemmer



Kontakt os

Public Relations Branchen
c/o Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K
Tlf. 3374 6034

Sekretariatschef Daniel Møller Jensen
dmj@danskerhverv.dk

Mobil 4187 0824